Et godt gammelt skib som Lotte Brinch er omgærdet af meget kærlighed og har givet mange mennesker mange fantastiske timer.
 
Kærligheden ruster (til forskel fra skivet) aldrig, og 24. maj 2005 modtog vi en mail med hilsen fra en af dem, der førte skibet til København i 1982.
 

Kære venner, med glæde og stolthed præsenterer vi
Peter Egelunds store beretning om skibets historie i firserne:

 
                                                                             Gl. Kalvehave, vinteren 2005.
 
Hej Lotte Brinch
 
En sommerdag i 2004, hvor jeg sad i haven hjemme i Gl. Kalvehave med udsigt over Ulvsund, fik jeg blandt alle sejlerne øje på en gaffelrigger, som virkede bekendt. Frem med kikkerten. Jo! Den mast. Det kønne haj-skrog. Det bovspryd. Hele den velproportionerede rigning. Størrelsen. Det kan næsten kun være gode gamle Lotte for østgående på vej mod Mønsbroen og Kalvehave. Jeg ind i bilen, hen til Kalvehave, hvor skibene kommer tæt forbi. Jo, fand'me! Det er sgu Lotte, og, som jeg kan se, på vej til Stege. -Lotte, som jeg i 1980-erne har lagt så mange timer, dage, uger, år, i og som har givet så mange vabler, sved, udfordringer, glæder, frustrationer og skønne oplevelser. Jeg finder damen vel fortøjet ved Stenhuggerkajen i Stege, tæt ved Sukkerhavnen. Ikke en sjæl ombord. Jeg sætter mig til at vente. Før eller siden kommer de vel. Når de har provianteret og tisset af.
 
Jeg kan se at Lotte har det godt. At nogen passer på hende og vil hende det godt. Masser af minder vælter frem. Masten, som jeg gik en vinter og byggede. Bovsprydet ligeså. Hele riggen. Jomfruerne Naglebænkene. Kofilnaglerne. Hver og en har jeg drejet. Agterdækket med den store fisk, som vi lavede den anden sommer, vi havde hende. Alle vore ture rundt i de danske, svenske og tyske farvande.
 
Til sidst kommer der nogen. Vi får kontakt. Vi drikker en øl på Bykroen, og går ombord. Aah, -duften af Lotte Brinch! Denne særlige blanding af træ, dieselolie, beg og tjære og en masse andet, som tilsammen udgør duften af Lotte. Dejligt at se mange af de ting, vi lavede nede om læ, stadig eksisterer og fungerer. F.eks. skufferne ude i forpeaken, som jeg byggede i Hyldespjældets beboerværksted en vinter i 80-erne. Også dejligt at se mange af de forbedringer, som vi drømte om, nu realiseret. Jo det blev et dejligt gensyn med en gammel kæreste. Og så får jeg at vide, at de nuværende ejere har ledt med lys og lygte efter os: "Hippierne" som overtog skibet efter Peter Karl, - "Yankeepeter".
 
Her er vi så: - Carol Christiansen og Vibe Andersson: Pædagoger på fritidshjemmet "Ved Lunden" i Albertslund. -Peter Egelund: Forælder til et barn samme sted. Også pædagog. - Niels Peter Dahl: Underviser på RUC. Kammerat med Peter. - "Tyhs": Også pædagog og kæreste med Vibe. - Axel Busk: Gymnasielærer. Kæreste med Carol.
 
Carol og Vibe har tidligere sejlet med Grønne Erna, og får lokket Peter og Niels Peter med på et pinseregatta i Kerteminde 1981 ombord på Grønne Erna. - Så er vi helt solgt. Vi danner en gruppe med det formål at erhverve et veteranskib, vedligeholde og sejle det og nyde det herlige sejlerliv. Vi har meget lidt sejlererfaring, men kaster os straks over søvejsregler og strømtrekanter, og tager duelighedsbevis den følgende vinter. Samtidig leder vi Danmark rundt efter et skib i passende størrelse og stand. Og læser alt, hvad vi kan komme i nærheden af om gamle træskibe. Fra Jens Kusk til Kløvedal. Melder os ind i TS, og er i stadig kontakt med folkene fra Grønne Erna.
 
Vi ser på rigtig mange skibe. Flere af dem er vi tæt på at købe, men der er altid et eller andet i vejen.
 


Indtil det tidlige forår 1982, hvor vi får et tip fra Bruno på Albatros, som på det tidspunkt er med til at redigere TS-bladet. Tyhs og Peter tager til Frederikshavn i påsken og ser Lotte Brinch på bedding og er fuldstændig solgt. Vi er slet ikke i tvivl. Det er vores skiv. Nok er det en lille smule forsømt de senere år, kan vi se. Agterdækket har et blødt sted, og masten har det heller ikke alt for godt, men det skræmmer os ikke.
 


Skroget virker sundt og godt, når vi stikker i det rundt omkring. (Bruno, som er prof. bådebygger, har lært os hvordan). Vi forhandler med ejeren, Peder Karl Christensen (lærer på søfartsskolen i Frederikshavn og gammel skoleskibsstyrmand), og tager hjem og overbeviser de andre i gruppen.(Bl.a. gennem de mange billeder vi har taget).Vi indgår handel med Peter Karl. 84.000 betaler vi for skuden. I pinsen tager vi alle (på nær Tyhs,) til Frederikshavn og overtager skuden.
 


 
Det er et stort øjeblik for os. Egen fod på eget dæk! - Og kan vi nu klare de udfordringer, der måtte komme? Sejler vi skibet i sænk på vej hjem til København? Peder Karl fortæller og forklarer beredvilligt om stort og småt. "Motoren kan somme tider have brug for at blive tørnet", Men er i øvrigt en god 100 hk Volvo motor, som har ligget i en mejetærsker, får vi at vide. Vi får små finesser om hvordan, man lettest får hende til at gå over stag, og bliver sat ind i hvordan, Peder Karl bruger et gammelt spejderkompas til at navigere efter. Pinselørdag 1982 stævner vi ud fra Frederikshavn, bound for København. Natsejlads ned langs Jyllands østkyst. Pinse morgen går vi ind til Grenå efter frisk morgenbrød.
Da vi vil lette igen, vil motoren ikke starte! Vi prøver alt, hvad vi har lært af Peter Karl, men maskinen er død som en sild. Ingen af os har forstand på motorer, og friske mekanikere er just ikke det mest fremherskende træk ved havnen i Grenå en pinse morgen. Til alt held ligger der 2 af søværnets opmålingsfartøjer,- "SKA-både", lige ved siden af. De 2 vagthavende gutter ombord keder sig bravt og er lykkelige for at få noget at rive i, så de roder og regerer glade og fornøjede med maskinen i 2-3 timer, indtil den virker. Så spiser vi en hyggelig pinsefrokost sammen af, hvad vi kan skrabe sammen fra den samlede flotille. Vi takker for hjælpen, og de for oplevelsen, og endelig kan vi tage den sidste etape til Kalkbrænderihavnen, hvor vi har skaffet os havneplads.
 
Resten af forsommeren gør vi skibet klar til sommertogt. Bl.a. sætter vi en lus i masten, hvor den har et blødt sted. Og så tager vi ellers ud på eventyr. For sejl, når det overhovedet kan lade sig gøre. Storsejlet var dengang noget mindre, end det nuværende, og somme tider må vi have hjælp af motoren for at gå over stag. For det meste sejler vi med skiftende besætning, men de første 3-4 dage fra København til Kerteminde er vi alle sammen ombord: 6 voksne og 6 halvstore børn! Vi sover på skift. Vi ligner en sigøjnerlejr i de pæne plasticsejleres øjne. Vi sejler Det Sydfynske, Smålandshavet og Storebælt tyndt og har en dejlig sommer.
I sensommeren deltager vi i en stor protest-armada mod Barsebäck med omkring 100 fartøjer i alle størrelser og stilarter. Ved den lejlighed er vi næsten 20 mennesker ombord på Lotte. Den svenske kystvagt nægter skibene at gå i havn, men det lykkes mange at slippe i land i joller og svenske motorbåde, og deltage i protestmarchen i land.
 
Den følgende vinter går vi i gang med at renovere skuden. Vi opdager at masten er dårligere, end vi troede, så den bliver fældet. Ruftaget er også dårligt, og bliver delvis udskiftet. Vi laver alt træarbejde selv, med Bruno, som konsulent. Med masten af, er vi ikke længere hæmmet af broerne, og kan flytte til Niels Stumanns værft i Sydhavnen i skyggen af H.C. Ørstedsværkets kulbunker. Her kan vi rode og regere som vi vil, og Niels er altid i nærheden, med et godt råd, når noget driller. Og her er vi helt fri for højrøvede plasticsejlere. Her er alle fartøjer af træ eller jern, og man laver alting selv, eller med hjælp fra naboen, eller Niels. En oase for sådan nogen som os. Her bliver vi de næste 3-4 år, mens vi sætter skuden i stand.
 


 
Den bløde planke i agterdækket viser sig selvfølgelig at være en mere omfattende sag, end vi først tror. (Sådan er det jo altid med gamle skibe og ditto huse). Så vi river hele agterdækket af samt ca. 1,5 meter af Livholtet, som holder sammen på spanterne i hækken. Nogle mindre bløde partier i spanterne bliver kradset godt ud og grundigt imprægneret med Hempitox og finsk trætjære, og derefter plomberet med cement efter Niels' anvisninger. Derpå laver Niels et nyt stykke livholt - i jern! Ikke lige i Jens Kusks ånd.- Nok mere i Niels'. Så holder det i hvert fald!
 


På savværket i Ølstykke finder vi tørre egeplanker, og laver den store fisk omkring rorhovedet, og det øvrige træarbejde i agterdækket. Vi bliver efterhånden helt gode til at kalfatre, og i perioder bor vi nærmest ombord, i hvert fald i weekenderne. Om sommeren tager vi på småture i Øresund og omegn.
 


Et år starter vi op på et stort togt til Holland. Carol og Axel sejler gennem Kielerkanalen og ud i Elbmundingen for at gå til Bremerhaven, men vind og strøm er for barske, så de vælger at gå op ad Elben og sydpå ad Lüneburg kanal, for at nå Holland via Mittellandskanal. Peter og hans kæreste Ingrid skal så efter planen sejle skibet hjem igen. Men omkring Lüneburg får Carol og Axel så store problemer med motoren, at de må lade sig slæbe hjem igen af et dansk skib på vej hjem fra Middelhavet. (Peter og Ingrid konverterer hollandsturen til en cykeltur til Langeland).
 
I den periode sker der lidt udskiftning i ejerkredsen. Vibe og Tyhs flytter til Vestsjælland og træder ud af lauget. Ind kommer i stedet Niels Krohn fra miljøet omkring Folkets Hus i Stengade og folkemusikmiljøet på Nørrebro.
 


 
I vinteren 1985 -86 går vi i gang med den nye rig. Vi køber et stykke lærketømmer, og lærer os at snøre op efter alle kunstens og Jens Kusks regler. Fra 4-kantet laver vi den 8-kantet. Derefter 16-kantet. Så 32-kantet, osv. Ny gaffelbom i thuja. Nyt bovspryd i lærk. Nye jomfruer. Naglebænke. Kofilnagler. Vanter og stag.
 
A' pro pos'. Vanter. Nogen har måske undret sig over, at der sidder en wireklemme i det ene vant, - styrbords, så vidt jeg husker. Her er forklaringen:
Peter har arbejdet i omkring en uge med at lave vanterne korrekt efter Jens Kusk. Været omhyggelig med at få et perfekt resultat, vi kunne være stolte af til næste pinseregatta. Endelig er arbejdet færdigt. Smukt ført omkring Jomfruerne og pænt og forsvarligt bændslet. Der mangler kun at skære de løse ender af, som er for lange. Peter sidder oppe på fordækket med hele wirebunken. Gang i vinkelsliberen. Skære, skære, wire. Pludselig går det op for vor riggemester at han, i stedet for at skære stumpen af, har skåret selve vantet over! Vor helt stivner og bliver fuldstændig kold inden i. Med en dyr ed i mundvigen, farer han som en raket ned i bagbords forkøje og trækker soveposen op over hovedet i en halv times tid, mens Ingrid og vore 2 håbefulde sønner gør deres yderste for, at deres fnisen ikke skal nå ned til den olme skipper.- Ja, ja da. Så må man jo også lære sig at splejse wire! Resultatet er langt fra tilfredsstillende set fra et æstetisk synspunkt, og da jeg heller ikke er fuldt overbevist om holdbarheden, får den altså en wireklemme. (Her 18 år efter ser det stadig ud til at holde.)
 
Men omsider en forsommerdag i 1986 rejser vi den nye mast på et fundament bestående af fælgen fra en gaffeltruck, skruet godt fast i kølsvinet og fyldt ud med beton. I sidste øjeblik, inden masten når ned på sit blivende sted, river Peter sin tegnebog frem og smider, i mangel af en rigtig kobbermønt, en tier ind under masten, sekundet før den rammer sædet. Vi rigger færdigt, og kan endelig gå under sejl igen!
 


Første mål på sommertogtet er Bogø, hvor vi har en aftale med en pensioneret færgeskipper om at bytte os til et større storsejl for et maleri af skoleskibet "København", som Niels Peter har arvet efter sin far. Vi sejler efter vinden, og ligger den smukkeste aften og nat og dovner i let dis og totalt vindstille ved Møns Klint. På et tidspunkt vil vi starte motoren og gå nærmere land for at kaste anker. Men ak! Maskinen er død som en sild! Intet hjælper. Batterierne er flade! Vi må vente på vind, og se, hvor den vil føre os hen. Krohn benytter sin vagt til at fiske - tror han! - For da han efter 2 timers rykken i pirken haler ind, ser han et der overhovedet ikke er krog på den!
Hen på morgenen kommer der en anelse kattepoter hist og her, så vi langsomt kan liste os - ikke videre rundt om Klinten mod Klintholm Havn som planlagt, men - tilbage i retning mod Rødvig. Ramme Rødvig, kan vi imidlertid ikke. Strømmen fører os lidt mere vestligt, i retning af Fællesskov, og sydøsten luftningen er for svag til, at vi kan gå op imod den. Vi nærmer os kysten og bundgarnstaderne.
Vi er netop på vej til at ændre kurs for at gå til Faxe Ladeplads, da vi ser, at slæbejollen har revet sig løs og fortsætter sin egen kurs mod land. Krohn binder straks en line om livet og hopper i baljen med besked til os andre om at binde mere line på efterhånden .Vi pisker rundt på skibet efter alt hvad vi kan finde af snor, og binder på. Krohn nærmer sig jollen. Til sidst må vi bruge selve storskødet. Det er ikke nok. 10 meter fra jollen må han vende om, og vi haler ham ombord igen.
I mellemtiden er vi på vej til at drive direkte ind i et bundgarnstade. Det er umuligt at afværge. På er tidspunkt er vi ved at komme på tværs mellem 2 pæle. Strømmen er overraskende stærk. Heldigvis er der ikke garn på, og pælene holder til presset. Vi kommer igennem, og får signaleret til en anden båd på vej mod Rødvig, at vi gerne vil bugseres. Vi kommer på slæb. Kommer i havn. Kvitterer med øl og Gl. Dansk. Får ladestrøm til batterierne, og går imens på jagt efter jollen vest på langs stranden. 4-5 km henne finder vi den uskadt, stille og roligt flydende,10 m fra kysten. Får fat i en fragtmand, og får jollen sikkert hjem til mor. Det skulle ikke blive sidste gang vi får problemer på grund af flade batterier, den sommer.
Med strøm på batterierne fortsætter vi - nu gennem Bøgestrømmen - til Bogø, hvor vi får storsejlet i bytte for maleriet.
 
I løbet af sommeren arbejder vi os op gennem de indre danske farvande og langt ind i Limfjorden til Hjarbæk Fjord, hvor Carol og Axel er i færd med at flytte til. For dem bliver sejladsen derfor en afskedstur med skibet og skibskammeraterne.
Senere, på vej hjem fra Limfjorden, går vi en eftermiddag fra Hals mod Anholt. Besætningen: Peter, Ingrid, og Inger Ø. Christensen (en mulig kandidat til en andel i skibet efter Carol og Axel). Det blæser en jævn vind ret agten ind. Straks vi har sluppet Hals Barre bliver Inger så søsyg, at hun tilbringer resten af tiden i køjen. - Med en pøs inden for rækkevidde! Ingrid bliver også noget søsyg, men rorstørn er jo som bekendt det bedste middel mod søsyge, og det virker da også til en vis grad her. Et par gange må hun lige slippe rattet (dengang havde Lotte ikke rorpind) og ofre ud over siden, men er straks på sin post igen. Skipper Peter passer sejlene, og det store overblik.
Ved mørkets frembrud vil vi starte maskinen, for ikke at bruge batteri på at brænde lanterner. Det lærte vi jo noget om ved Møn. - Men ak! Ikke en gnist! For 2. gang den sommer må vi prøve at komme i havn udelukkende for sejl. Denne gang er det sort nat, så vi kan ikke forvente bugseringshjælp. Og da Lotte krydser elendigt med sit lille storsejl (det nyerhvervede er endnu ikke tilpasset og monteret), og da vinden er ret agter, skal vi bare finde Anholt Havn og ramme havnehullet. - I første forsøg! Vi kan ikke vende om og prøve igen, hvis vi har taget fejl af lysene. Og hvordan får vi lige stoppet skuden inde i havnen, og fortøjet, uden at brase ind i, hvad der måtte ligge af plasticsejlere og andet godtfolk i dyb søvn kl. 2 om natten? - Alt sammen udført af en amatørskipper og en ubefaren, halv-søsyg gast på et gaffelrigget skib med dårlige manøvreegenskaber! - Dog. Det går godt! Vi rammer havnehullet i første forsøg. Heldigvis er der en ret stor yderhavn, og her ligger ingen fartøjer, eller andet der kan besværliggøre vore manøvrer. Vi går op i vinden, flår sejlene ned og kaster anker i en perfekt timet manøvre. Næste morgen kan vi forhale til kaj, og få ladestrøm til batterierne, mens vi går på opdagelse på den særprægede og spændende ø. På resten af hjemturen tør vi overhovedet ikke slukke motoren mens vi er i søen, og nye batterier er det første vi anskaffer, da vi kommer hjem.- Samt en ny havneplads i Christianshavns Kanal.
 
Til trods for at Inger bliver søsyg, så snart bovsprydet stikker uden for havnehullet , har hun ikke mistet modet, og træder ind i foreningen. Det samme gør Mette Smith, nyudlært møbelsnedker, og ligesom Inger, en af Krohns folkemusikvenner. Året efter, træder Niels Peter ud, og Mettes kæreste Klaus, som er professionel sømand, fra bl.a. Grethe Witting kommer ind.
 
I 1987 har vi et stort Götakanal togt. Nu med det nye storsejl, som vi har tilpasset og syet i løbet af vinteren. Niels Peter med venner sejler til Bornholm, og videre til Ronneby i Blekinge, Hvor Peter og Ingrid overtager, sammen med deres 2 sønner. Senere støder Krohn til.
En morgen, i havnen i Oskarshamn, træder vi fra køjen ud på dørken - i 10 cm vand ! Vi pumper skuden tom men stille og roligt stiger vandet igen, og vi må pumpe jævnligt. Lækken er under motoren styrbords, og kan ikke stoppes indefra. Havnevandet er absolut ikke tiltalende at dykke i, og prisen på en beddingstur tør vi ikke gisne om. Så vi sejler ud i skærgården, og finder et dejligt sted. Fortøjer til et fyrretræ for, og et hækanker agter. Da lækken sidder ret dybt, krænger vi skibet over mod bagbord, ved at gøre slæbejollen fast yderst i storbommen, som vi lægger helt ud til bagbord, og fylde jollen op med vand. Nu er det lettere at komme ned til lækken, men det kræver mange dykninger, før vi har fået stoppet værk og kit i hullet, og sømmet en blyplade på. Det holder fint på resten af turen. Også på denne tur har vi motorproblemer. Et par gange må vi f.eks. fjerne luft fra brændstoftilførslen. Ved en lejlighed må vi kaste anker for at ordne problemet. Uheldigvis lige ud for den svenske konges sommerresidens Solliden på Öland, nær Borgholm. Inde i den lille havn ligger der et marinefartøj, og vi kan se, at de begynder at røre på sig derinde og interessere sig for, hvad vi mon foretager os. De når dog ikke at lette, før vi er færdige, og kan sejle videre.
 


Men ellers har vi en pragtfuld tur op gennem den østsvenske skærgård. Peter og Ingrid afmønstrer i Loftahammer, og nogen af Krohns venner påmønstrer til den videre færd, som forløber godt.
 
Hjemme i Danmark får vi plads i Nyhavn. I 1988 er det vist.
I 1989 træder Peter ud af foreningen, og ind kommer Benny.
Omkring det tidspunkt fjernes doghouset over cockpittet, og rattet erstattes med en rorpind. Ingrid og Peter flytter til Kalvehave og mister stadig mere føling med skibet. Bliver dog ringet op en gang imellem af Klaus og Mette, når de lægger ind i Kalvehave, og vi får en hyggelig aften ombord. Da de flytter til Fyn og Krohn til Lolland, og Inger også træder ud, er der ikke mere nogen vi kender, og vi mister helt kontakten.
 
Det er så en god del af Lotte Brinch's "hippie" periode, som jeg oplevede den. Nogle af de andre kan sikkert tilføje andre spændende detaljer og pudsige eller dramatiske oplevelser. Man er velkommen til at spørge, hvis der er noget, man ønsker nærmere belyst.
Nærværende tekst eller dele heraf og evt. billeder må gerne tilføjes til Lotte Brinch's hjemmeside med kildeangivelse.
 
 
Med venlig hilsen,
Peter Egelund
Ny Vordingborgvej 10
4771 Kalvehave
5538 8383
E-mail: egelil@get2net.dk