Årets sommerferie er i gang, 4 ugers sejlads venter, om bord er Eric, Annette, Lasse og Poul. Uden for Lynetteløbet sættes alle sejl. Vi sejler roligt nord gennem Øresund, vinden agten for tværs. Sønden for Ven overraskes vi af et voldsomt tordenvejr, himmel og hav står i ét og kraftige vindpust fra skiftende retninger. Med fast greb om rorpinden får Eric styret skuden i læ af Ven, og vi får sejlene ned og afventer opklaring. Vi sejler herefter til Helsingør Nordhavn hvor vi mødes med Wotan der også er påbegyndt årets sommertogt.
Lasse slapper af på dækket. Vi sejler fra Helsingør til Anholt.
Vi nærmer os øen. I baggrunden ses Sønderbjerg.
Lasse står til rors, mens Eric er under dæk.
To Nyhavnsskuder,
Wotan og Lotte Brinch i Anholt Havn.
Annette og Eric under regnbuen.
Gert og Hanne er netop påmønstret, vi sejler en aftentur til Sønderbjerg og nyder solnedgangen.
Havnerundfart i Anholt Havn, Lasse styrer gummibåden.
Tre farende svende på vej 'Gennem Landet' til fernisering i den gamle rednings-station i Anholt By.
Jens fremviser stolt maleriet af Allan Rahbæk hvor Jens spiller guitar sammen med en savspiller. Se
Allan Rahbeks hjemmeside.
Stranden på Anholt mod Sønderbjerg.
Mod Læsø
Efter 10 dage på Anholt er det tid til nye oplevelser. Lasse afmønstrer og tager på ferie i Århus. Gert og Hanne har aldrig været på Læsø, så der skal vi selvgølgelig hen. Vejret er fint, vi tager det lange stræk med natsejlads, hvor Eric og Gert deler rorvagten. En smuk tur med solnedgang, stjernehimmel og solopgang.
Vi ligger i sejlrenden uden for Vesterø Havn og afventer dagslys, så vi kan passere havnehullet på rette vis.
Hanne og Gert cykler øen rundt. Vi andre tager en rengøringstørn på skibet, bl.a. skrubbes dørkpladerne fra cockpittet.
Besøg i havne på Jyllands østkyst
Gert og Hanne tager færgen til Frederikshavn, da de har nye ferieplaner. I Hou, nord for Hals, bor Annettes kusine. Der er en gammel aftale at vi altid er velkomne, hvis vi lige sejler forbi. Kirsten og Per bor på et gods, så et døgns tid lever vi som grever og baroner, og vi får drukket et par fadøl i festteltet på havnen hvor der er havnefest.
Fra Hou gjorde vi kort ophold i Bønnerup og Grenaa. Herefter var det planen at sejle til Odden Havn hvor endnu en invitation ventede. Efter et par timers sejlads i hård vind med store bølger på tværs, fik Annette lokket Eric til at ændre kurs og sejle til Ebeltoft. Det blev et hyggeligt gensyn med Poul Erik og Birthe, og et behageligt naboskab med Julie af Fur. Det viste sig at Eric og Poul havde været på skibsbyggerkursus med Kalle, skipper på Julie, et skib han i øvrigt selv har bygget!
Lotte Brinch ligger uden på Julie af Fur i Fregathavnen i Ebeltoft. I baggrunden ses Fregatten Jylland.
Der udveksles skipperskrøner på TS-kajen i Fregathavnen.
Annette Dres har overtaget navneskiltet fra Poul Eriks skib, Ebba Aaen, der oprindeligt var fiskekutter fra Esbjerg. Den oprindelige ejer, Klavs Dres, var Annettes fars onkel!
Retur mod Sjælland
Vejrmæssigt oplever vi en periode hvor det blæser meget og vinden er konstant fra nordøst. Men hjem ad skal vi, så vi må tage den sure tjans over Store Bælt med fokken som støttesejl og voldsomme bølger på tværs. I Odden Havn modtages vi af Erics kollega Bjarne og hans kone Birgitte. Vi inviteres til spisning i deres sommerhus på Sjællands Odde - herligt for en træt og forblæst besætning.
Endelig gik vinden i vest, middelvinden var 18 m/sek. ved Sjællands Odde, så vi surfede hjemad med vinden ind agter. Vi havde tænk at overnatte i Gilleleje, men strøg afsted og valgte i stedet TS-havnen i Helsingør. Den sidste dag slappede vi af i Helsingør, ved solnedgang anduvede vi Lynetteløbet, og broen til Nyhavn gik op, da mørket havde lagt sig.
Det blæser 18 m/sek, vinden er ind agten, så vi surfer afsted.
Vi nærmer os København. Solen kaster de sidste stråler på vindmøllerne på Middelgrund.
Broen er lukket op. Vi er hjemme i Nyhavn.