Månedens interview

I denne måned har vi haft en snak med vort medlem i sejlklubben gennem mange år, Peder Karl Christensen.
 
Peder Karl har i sin ungdom sejlet på de store verdenshave og er nu styrmand på Statens Søfartsskole på 28. år.
Han er tidligere formand for sejlklubben, og fungerer nu som overdommer ved vore kapsejladser.
Når man i det daglige skal bibringe sine elever kendskab til navigation og sømandskab, må man jo have en vis forbindelse til det pulserende sømandsliv, som det er i 1979.
Derfor var Peder Karl påmønstret Rie Bress som inspektør fra 30/3 til 22/4 d.å. Rie Bress er en åben shelterdækker på 299 brt. med en lasteevne på 1200t.
 
 
Hvor gik rejsen egentlig hen, Peder?
Ja, det var jo heldigt, for vi startede i Frederikshavn. Derfra gik, turen til Skotland, Spanien, England og Norge.
Hvad havde I i lasten på disse ture?
Sådan et skib sejler jo med lidt af hvert. Da vi startede fra Frederikshavn var vi lastet med træ. Fra Skotland sejlede vi i ballast. Fra Sverige til Spanien havde vi en last papirmasse. Så var vi igen i ballast, og fra England til Norge sejlede vi med "Kina-clay" en slags ler.
Hvor stor besætning havde I?
Der var i alt ni mand incl. mig selv. Og alle var danskere.
Var der ting, der overraskede dig, da du kom om bord?
Jo, et par ting var anderledes end ventet. Et rigtigt gammeldags rat fandtes ikke, nu sad man blot med en lille pind mellem hænderne, og som jeg nævnte sad man, for der var skam stole i styrhuset.
Ligeledes omgangstonen om bord. Den var blevet meget mere fri end tidligere.
Hvordan forløb din dag om bord?
Ja, jeg skulle jo egentlig blot have gået rundt og observeret og iagttaget tingene. Men sådan skulle det ikke gå.
Ved ankomsten til Sverige skulle kokken have fri en eftermiddag, og jeg skulle stå for madlavningen. Jeg lavede nogle dejlige bøffer, og styrmanden spiste da også halv, da han pludselig forlod kabyssen.
Senere på dagen blev han hentet af en ambulance og bragt på hospitalet.
Om det var bøfferne, der gjorde deres virkning, ved jeg ikke, men jeg håber det ikke. Så kom skipperen og spurgte, om jeg ikke ville vikariere som enestyrmand.
Der var ikke nogen betænkningstid, og jeg sagde ja, og håbede på det bedste.
Hvorledes var dine vagter?
Vi gik toskiftevagt. D.v.s. at man har vagt i 6 timer, fri i 6 timer, så igen vagt i 6 timer, og endedlig fri 6 timer. For mit vedkommende var det 12-6 dag og nat.
Var der en enkelt interessant ting fra turen?
Ja, ved selve skibet. Det var tyskbygget. Dækshuset var gummiophængt, p.g.a. støj. Og der var også stille ombord.
Men når det var uroligt vejr, gav det hele sig, så en dag foreslog jeg, at man surrede dækshuset. Men det var ikke nødvendigt, sagde skipper.
Når man sad i det gummiophængte styrhus i den fjederbelastede stol føltes det, som man befandt sig på hesteryg på prærien i Texas.
Vil du sige noget om besætningen?
Ja, der arbejdes ikke så meget som jeg tidligere var vant til, men der er de samme unoder som førhen.
Da vi forlod England, og lodsen var gået fra borde, ringede tolden. Det var noget med manglende moms for en solgt guitar på en havneknejpe.
Lidt senere ringede politiet ang. en kat. En engelsk dame havde begrundet mistanke om, at et besætningsmedlem fra skibet havde stjålet hendes kan og bragt den om bord.
Så jeg blev sendt på kattejagt.
Men der var ingen kat. Det nærmeste, jeg kom en kat, var i kabyssen, hvor kokken efter mit spørgsmål, om han havde en kat, åbnede fryseren og sagde: "Nej desværre."
Hvor ofte tager man på sådan et togt?
Målet er egentlig 1 gang om året, eller en gang hvert andet år. Men det kniber ofte at føre det ud i praksis.
Men når det lykkes at komme ud at sejle, er det dejligt, og det var denne tur også. Og jeg glæder mig allerede til den næste tur.
Forhåbentlig varer det ikke for længe.
 
Til slut en tak til Peder for en hyggelig interviewaften.
 
Lene og Henning.