Dannebrogsmand
Niels Peter Friis's
Levnedsbeskrivelse
Idet jeg først og fremmest allerunderdanigst tillader mig at takke Deres Majestæt for den store æresbevisning, det allernådigst har behaget Deres Majestæt at tildele mig, tillader jeg mig nedenstaaende i Henhold til allernaadigste Tilladelse at aftegne hovedtrækkene i min Levnedsbeskrivelse.
Jeg er født i Vesterø Sogn på Læsø d. 16/12 1827. Mine forældre var Sømand Peter Christian Friis og Johanne Baltzersdatter. Efter at have nydt almindelig Almueskoleundervisning kom jeg efter Tidens Skik og Brug til Søs som Skibsdreng straks efter Konfirmationen og kom først efter 3 Aars Forløb tilbage i Aaret 1847 og tilbragte Vinteren i Hjemmet.
I Foråret 1848 rejste jeg til København at søge Hyre igen i første Halvdel af Marts lige da Krigen var erklæret, og fik Hyre med Barkskibet "Gammelholm", der tilhørte Holmen. Skibet blev straks gjort klar, indtog Tropper og Ammunition og afgik på slæb af Dampskibet "Gejser" til Sønderborg hvorfra førtes Fanger og Saarede tilbage til København og hvormed Skibet var beskæftiget til Vaabenstilstanden i August Maaned. (I henhold til Loven om Hædersgaven til Veteraner fra 1848 mente jeg mig ifølge ovenstaaende berettiget til samme, men blev nægtet det, da man ikke kunde finde mit Navn og vel saa ikke troede mit Ord, hvilket jeg meget beklager). Efter at være bleven afmønstret fra "Gammelholm" tog jeg Hyre med Barkskibet "Jørgen Becker" til New York, hvorfra jeg sejlede i amerikansk Skibsfart, indtil jeg i Aaret 1852, greben af den daherskende "Guldfeber" drog til Kalifornien. Her arbejdede jeg i Minerne et godt halvt Aar, hvorefter jeg sammen med to af mine brødre tog Hyre med et Skib til Kina og derfra til New York for at gaa en Tur hjem til Danmark at besøge Hjemmet.
Herhjemme købte jeg mig en mindre Landejendom og giftede mig med Ane Johnsdatter.
I Aaret 1855 tog jeg atter en Tur til Amerika og sejlede som Styrmand derfra et Par Aar, medens min Hustru passede Gaarden. Efter atter at være kommen hjem anskaffede jeg mig en mindre Dæksbaad, med hvilken jeg sejlede Fragtfart, hovedsagelig til København, hvortil jeg har gjort noget over Hundrede Rejser.
I mange Aar var jeg Forbjerger og havde meget at varetage med de dengang hyppigt forefaldende Strandinger. Mange drøje Ture ventede og flere Skibsbesætninger lykkedes det mig at redde med min Baad, blandt andre en hollandsk Besætning i Aaret 1861. I denne Anledning fik jeg fra den hollandske regering Redningsmedallie og Belønning. Af andre ture, hvor det gjalt Liv og Død, kan jeg nævne Briggen "Floras" Forlis d. 30/12 1882. Efter at Skibet var bragt flot og paa Slæb af Bjergnings-dampskibet, sprang Slæberen, og Skibet førtes atter ind paa Grunden med en del Bjergere ombord, hvoraf 7 frøs ihjel, inden Redning kunde iværksættes.
I Aaret 1864 blev jeg ved Krigens udbrud udkommanderet, mødte paa Logiskibet og blev kort efter som Kvartermester Fører af en Transportbaad, saavidt jeg erindrer No. 16, hvormed vi førte Tropper fra Frederikshavn og senere var med til at rømme Als.
I Aaret 1875 oprettedes Redningsstationen Vesterø, ved hvilken jeg blev ansat som Opsynsmand, hvilken Stilling jeg varetog til 1ste Oktober 1907. Med Redningsbaaden har jeg været med til at bringe 88 Skibbrudne i Land.
I Aaret 1876 etablerede jeg en Købmandshandel i min Gaard. Gaarden har jeg nu solgt, og Handelen nedlægger jeg til Foraaret.
I 12 Aar har jeg været i Læsø Sogneraad og derforuden haft med en hel del offentlige Bestillinger at skaffe. Jeg har været Medstifter af en Understøttelseskasse for Forulykkedes Efterladte her paa Øen samt Medstifter af Læsø Spare- og Laanekasse, for hvis Bestyrelse jeg er Formand. Er endvidere Landvæsenskommisær, Taksationsmand for Kreditforeningen for jydske Landejendomme samt for Læsø Brandkasse.
Ovenstaaende ere de vigtigste Punkter i min Levnedsbeskrivelse.
Jeg staar nu i Begreb med at trække mig tilbage fra mine forskellige Bestillinger for at nyde Ro i min Alderdom.
Vesterø, Læsø D. 17/1 1908
Allerunderdanigst
Niels Peter Friis
Fhv. Opsynsmand ved Redningsstationen paa Læsø
Dekoreret med Fortjenstmedaljen i Sølv
Niels Peter Friis