Veterankutteren Lotte Brinch 5QJX

 
 
 
Her kommer en ny højrespalte.
  Hippierne
  Hans' Ture   Billedgalleri
  Links


 

Erics og Annettes sommertogt 2009

Dette år sejler Eric og Annette alene de første to uger af ferien. Vejret er helt fantastisk, da der stævnes ud af Nyhavn. Ingen vind, klar blå himmel og temperaturen omkring 28 grader – perfekt til hyggesejlads op gennem Sundet.

Gilleleje

Nær solnedgang ankommer vi til Gilleleje, hvor vi bliver et par dage for at udføre diverse små reparationer på båden.

Dækslet på vandkøleren er gået løs i forbindelse med en trykprøve af motoren, dels skal luftfilteret renses, der skal monteres en vantskrue på palstøtten til bovsprydet, der skal skiftes sejsinger og kovser til den nye bom, og så skal motor- og gearolie samt demineraliseret vand påfyldes.

Brdr. Petersens Maskinfabrik i Gilleleje løser opgaven med vandkøleren, der får isat nyt gevind.

Eric af- og påmonterer selv – 30 grader, vindstille, sveden driver i stride strømme…

Og det blev ikke sidste gang i denne sommer, at  Eric havde denne fornøjelse – den nye pakning, der blev lavet på maskinfabrikken, skulle senere vise sig at være for tynd!

Mod Jylland

Tanken er at indlede sommertogtet med besøg i Ebeltoft Fregathavn og Aarhus Træskudehavn og efterfølgende sejle gennem Lille Bælt, hvor vi endnu ikke har været med LOTTE BRINCH. Vi vil benytte de TS-havne, vi passerer undervejs.

En tidlig morgenstund sættes kursen mod Sjællands Odde Fyr, herefter Hjelm og efter en sejltur i næsten havblik gennem Kattegat og over Store Bælt, ankommer vi til Ebeltoft først på aftenen.

Vi indleder besøget med at hilse på TS-formanden, Poul Erik, og får en kort sejltur med EBBA AAEN, der skal sejles over i fiskerihavnen og afslutter dagen med besøg på Havnens Fiskerestaurant.

De næste par dage er afslapning i Ebeltoft. Vi nyder de idylliske omgivelser i Fregathavnen og besøger museet. Eric tætner dækket, og ruffet får endnu et lag lak, så vi er rustet til regnvejr efter 4 ugers varme uden nedbør. 

Aarhus Skudehavn bliver en begivenhedsrig uge

Vejret er stadig dejligt, så det bliver en stille sejltur gennem Århus Bugt forbi Sletter Hage Fyr, hvor det vrimler med marsvin. Hen på eftermiddagen anduver vi Århus, hvor vi har aftalt at grille ved klubhuset sammen med Annettes datter og svigersøn, Lise og Anders.

I Aarhus Skudehavn er der rart at være, man føler sig velkommen, ikke mindst grundet ”Knuddi”, der fører tilsyn med klubhuset.

Det er fantastisk at opholde sig i en træskudehavn med så gode faciliteter, hyggelige og hjælpsomme mennesker, så det ender med, at vi bliver en uge i Århus – en uge hvor der sker lidt af hvert, og hvor alle straks er parate til at hjælpe hinanden!

Således får Eric hurtigt anvist en motorfabrikant, og medbringende en skabelon til pakningen på vandkøleren, udleveres et stykke gummi, der tilskæres – og vupti, langt om længe er køleren tæt!

En lille smakkejolle, der netop er søsat, går til bunds og må have pumpeassistance. Efterfølgende hænger den i kranen, så den kan suge vand og blive tæt.

Poul-Erik, der er TS-lokalmand for Århusområdet, skal have bugseret LUNA, der har fået ilagt en ny motor, men mangler at få monteret en ny skrue. En dykker kommer forbi og forsøger at få den gamle skrue afmonteret, og det lykkes!

Alt imens er spejderskibet sprunget læk, motor og batterier står under vand, så der må skaffes ekstra pumper, så skibet ikke synker.

SHAKTI – et godt eksempel

Anders har selv renoveret kragejollen, bygget i Faaborg 1936 med fortid som fiskefartøj. Historien er, at Anders i 2005 spørger Eric, om han vil kigge på en båd, han kan overtage.

Skibet har ligget i Krudtløbet på Holmen. Under en isvinter med storm var der slået et stort hul i skroget, skibet sank, roret var knækket og båden lå nu opmagasineret i en hal på Krudtløbsvej., så kunne båden blive sejlbar igen?

Men jo! Med udsigt til mange, mange, mange timers arbejde, kunne det helt sikkert blive et flot skib, og da Anders har hænderne skruet godt sammen, takkes ja til tilbuddet.

En kranbil fragtede kragejollen til Anders´s forældre, der bor på et landsted nær Viborg, hvor Anders i 4 år har lavet et enormt renoveringsarbejde på skibet, der nu er søsat og har fået fast plads i Århus Skudehavn. 

Anders´s nuværende projekt er at tilbageføre rigningen fra bermudarig til den oprindelige gaffelrig, så vi hjælper med at lakere mast og bom under opholdet i Århus.

I mens er der søskendesamling under dæk på SHAKTI, hvor Lise og Lasse hygger sig og nyder hinandens selskab.

Hyggestunder i TSA´s klubhus

I klubhuset giver Eric en hånd med, så vinduerne får en gang hvid maling, og ”Knuddi” får lavet overdækning til tavlen, der hænger på terrassen, så notater ikke skylles af i regnvejr.

I TSA er der tradition for kapsejlads på Århus Bugten hver onsdag, der afsluttes med fællesspisning.

Da der mangler en kok, springer Eric på opgaven med sin berømte Chili con Carne, og bliver dermed den første gæstekok i Aarhus Skudehavn!

Dagen før afrejse, kommer Christian, der har sejlet meget med LOTTE BRINCH sammen med Hans Nielsen, på besøg. Vi mindes 1-årsdagen for Hans´s død, og aftalen bliver, at Christian påmønstrer næste dag for at få en sejltur med til Middelfart.

Med mange minder fra en begivenhedsrig uge, lykkes det langt om længe at kaste fortøjningerne. Vi glæder os til at vende tilbage til Århus, der arrangerer TS-pinsestævnet i 2010.

Mod Fyn og Lille Bælt

Med Christian som gast forlader vi Århus ved middagstid og ankommer til Middelfart kort før midnat – det blev en smuk sejltur med sol og let vind fra syd, så tanken om at sætte sejl er omsonst.

Gennem Lille Bælt er det blevet mørk, men farvandet godt afmærket – vi erfarer nemlig, at vi ikke har søkort over Fyn. Vi heldigvis vores herlige støttepædagog, GEONAV, med om bort!

Det skulle senere vise sig, at vi i vores iver efter at komme af sted på sommerferie, havde glemt kortene på kajen i Nyhavn – de blev fundet af den gode havnefoged, Jimmy Andersen fra BIRGITTE HELLE.

Næste morgen tager vi afsked med Christian, der skal med tog tilbage mod Århus – et hyggeligt gensyn, og rart at få vendt minderne om Hans.

Om bord kommer Christian Rise, der skal sejle med os den følgende uge. Inden vi forlader havnen, besøger vi Middelfart Smakkecenter – et fint eksempel på hvordan et havnemiljø kan bevares, så det gamle håndværksfag ikke uddør og samtidigt åbner dørene for publikum, der gives indsigt i den maritime lokalhistorie.

Kursen sættes mod Assens, og det lykkes os at købe et søkort over Fyn og Øhavet. I havnen hilser vi på ANNA MØLLER fra Nyhavn, der venter på besætningen til årets sommertogt.

Sydfyn

Næste stop bliver Faaborg, og langt om længe er vindstyrke og –retning så gunstig, at vi kan sætte sejl og nyde den nye bom.

Da vi passerer Helnæs Fyr får vi en snak om legendariske HELA, der blev opbragt her med smuglergods om bord. 

I Faaborg Havn ser vi FEEDLER´S GREEN, hvor besætningen er i færd med at lakere, og Mogens giver os en rundvisning på skibet. I 2004  lå skibet i Rudkøbing, og her fulgte vi med stor interesse rigningsarbejdet, så det var spændende at se det færdige arbejde.

Vi vandrer gennem den hyggelige by og bliver opmærksomme på de to brødsedler i kioskens vindue – velkommen tilbage til virkeligheden!

Dagen efter sejler vi gennem Svendborg Sund og lægger til ved Træskibsbroen i Svendborg. Her møder vi Peter Ladefoged, der er TS-lokalmand for det sydfynske øhav, og vi beundrer FORTUNA, der er blevet søsat, men endnu mangler at få rigning.

Den næste dag følges vi ad. Syd for Skarø sejler Peter sejler mod Marstal, mens vi stævner mod Strynø, vi skal over og forsyne os af årets syltetøjshøst.

På Strynø er der atter kendt skib i sigte. VERITAS med Peter, TS-lokalmand i Køge Bugt og fru Gulla er på vej til det sydfynske, for at deltage i Øhavet Rundt i uge 30.

Vi går en tur på øen, besøger Strynø Smakkejollecenter og sidenhen Jønne, der skal sejle med MEJSEN under Øhavet Rundt. 

Rudkøbing

Ingen sommertogt uden besøg i Rudkøbing. Det er efterhånden blevet en tradition at gøre ophold i denne skønne TS-havn, hvor der er rum til at udføre de løbende vedligeholdelsesopgaver, der følger med at have et gammelt træskib.

Et besøg i Pakhuset er altid rejsen værd, og gensynet med husets medlemmer og gode træskibsvenner er altid hyggeligt!

I Rudkøbing lykkes det os at få dækket tæt. Den varme periode efterfulgt af voldsomme tordenbyger har betydet, at forkahytten har været utæt. ”Ziggy” fra ARKONA giver en hjælpende hånd med at rabatte og bege dækket.

Det bliver også til en hyggelig aften, hvor Eric indbyder til sammenskudsgilde og laver flæskesteg, der indtages i pakhusets værkstedsrum.

 

Øhavet Rundt, uge 30

I Rudkøbing afmønstrer Jens Riise. Eric og Annette Sejler til Svendborg, hvor Lotte og Lasse stiger om bord.

Vi sejler til Thurø Bund, hvorfra deltagere i Øhavet Rundt samles i Gambøt. For Lasse er der gensynsglæde med Viktoria-Hans´s 4 børnebørn: bærbare computere, badetøj og en fodbold, så skal det nok gå – selv om man som teenager hellere tilbragte en uge ved swimmingpool i sydens sol!

Unge mennesker, nye tiltag

Sejlskibstræffet indledes på stranden i Thurø Bund, hvor Rasmus fra det gode skib HAUMOANA af Faaborg, der er tildelt ”bowleren” = årets arrangør, indleder med fællessang og musik, leveret af den musikalske besætning!

Gode traditioner fastholdes, bl.a. uddeling af træskostøvlerne til det skib, der har varetaget dagens heltepræstation, men der er også nye initiativer – fx , at hver skib hver dag skal digte et vers om dagens sejlads, der præsenteres ved aftensamlingen.

Desuden er der i år en suppleyer-båd, hvor smakkejoller kan bestille varm kaffe og kolde drinks ved opkald til barbåden.

Skarø

Årets Rute skitseres og første stop er Skarø. Det bliver en våd omgang med hård vind fra vest. Hatten af for smakkejollefolkene, der efter krydssejlads hele vejen, går i land, tørrer deres gennemblødte pakkenelliker, slår telte op, tager et varmt bad – og er klar på ny!

Afstikker til Strynø

Næste dag vælger LOTTE BRINCH sammen med VIKTORIA og MEJSEN at afvige ruten.

Den hårde vind fra vest vil fortsætte, og belært fra tidligere år, er det voldsomt for større skibe at ligge på ydermolen i Korshavn på Avernakø, så vi søger tryg havn på Strynø, velvidende, at vi går glip af lagkagekonkurrencen.

Drejø

Næste dag slutter vi os atter til selskabet, og på Drejø fylder vi havnen op med gamle træskibe, og fra dækket af STRYNBOEN, er der et fantastisk vue over havnen efter solnedgang.

Afrunding på Skarø

På Skarø afsluttes med fællesspisning i laden – helstegt pattegris og lækre salater -  og valget af næste års arrangør bliver besætningen på ”tøseskibet” SILDEN, der overdrages bowleren.

Herligt, at den unge generation holdes til ilden! Og selvfølgelig spilles HAUMOANA-sangen, der er skrevet af den musikalske besætning, og i løbet af ugen er blevet et hit, hvor alle kan synge med på refrænet:

(for vi er)

HAUMOANA, det første skib ved verden ende

HAUMOANA, det bedste skib på jord (for vi er)

HAUMOANA, vi flyder uden ord

Rejser væk, uden læk og med ”ølpolerte” dæk

HAUMOANA, knæk og bræk!

Svendborg igen, igen

Efter morgenmønstring og farvelmøde på Skarø sejler vi til Svendborg, hvor Lasse og Lotte drager hjem til København.

Dolmermøde

På træskibskajen får vi øje på et skib med Dolmerhvaler i stævnen – og straks er interessen vagt.

Det er TRE VENNER,  bygget i 1902 på Dolmers Værft på Læsø. Ole Buus og frue er om bord, og vi får en rundvisning. Bagefter samles vi på LOTTE BRINCH med tilsvarende præsentation!

Vi snakker om, at det kunne være sjovt at arrangere et DOLMER-træf.

Udover vore skibe, har vi kendskab til museumsskibet FN 162 ELLEN, projektskibet GULDBORGSUND, dykkerskibet SJÆLLAND og FN 208 NORDKAP.

Det lakker mod enden

En uges ferie er tilbage, så vi sejler hjem ad mod Nyhavn. Det er tanken, at vi vil sejle til Omø.

Det blæser hård vind fra vest, så vi reber storsejlet inden vi forlader Svendborg.

Da vi i sejlrenden nærmer os Lohals, er vinden taget til og bølgerne pænt store, så vi vælger at vente med at passere Store Bælt til næste dag og sejler til Nyborg, så kan sejlene tages ned i læ af land.

På VHF-radioen hører vi radiokorrespondance mellem YOKON og BESSIE ELLEN, der ligger i Store Bælt med chartergæster og glæder sig til at komme i læ, så det bekræfter vores beslutning.

Vi kalder TRE VENNER, der er på vej til Nyborg og meddeler vores ændrede kurs.

Med på en lytter er Henning fra ANNE MARIE, der er på vej til Korsør med besætningen bestående af skipper selv og fru Jette, børn, sviger- og børnebørn samt 4 hunde!

Kort efter får vi et kald over radioen fra Henning: Besætningen har begået mytteri. ANNE MARIE kommer også til Nyborg.

Gensyn i Nyborg

Således ender dagen med et hyggeligt lille TS-træf i Nyborg Havn, hvor også Gert Iversen støder til som besætningsmedlem på LOTTE BRINCH for at deltage i sejladsen hjem til Nyhavn.

Gennem Smålandsfarvandet og Bøgestrømmen

Ved solopgang forlader vi Nyborg og sejler til Nyord. Der sættes sejl, men vinden er løjet, så vi må have motorstøtte. Vi sejler under broerne og hilser på Kong Neptun som skikken foreskriver.

I Nyord By spiser vi wienerschnitzler på kroen og tager på byvandring, hvor årets forsyning af urtecremer købes i den lille gårdbutik.

Pitstop i Rødvig

I Rødvig ligger WOTAN på bedding, og da vi ikke har snakket med Jørgen og Hanne i lang tid, beslutter vi at gøre et lille stop undervejs.

Det bliver til et par hyggelige timer med frokost på dækket af WOTAN, hvor Hanne trakterer med nystegte fiskefileter.

I hjemlige farvande på ny

Stevns Klint passeres, vi sejler over Køge Bugt i smult vande, forbi Nordre Røse Fyr, vindmølleparken på Middelgrunden, gennem Lynetteløbet hvorfra vi ringer til havnefogeden, Jimmy, i Nyhavn og aftaler broåbning.

Vi stævner ind i Nyhavn, Maria og Jimmy åbner broen – hjemme igen.

Tak for endnu et herligt sommertogt med LOTTE BRINCH!