Så er vi i gang med Sommereventyret 2005

 
Den Gamle Redacteur arbejder koncentreret ved tastaturet...
 
 

 
Så er vi på vej i toget. Og tåget var det hele vejen op til Ålborg. Vi kunne dårligt se vandet over Storebæltsbroen.
 

 
I Ålborg skulle vi selvfølgelig på The Wharf, Iain Russels spændende øltempel. Iain var der ikke selv, men vi lagde en hilsen og fik en hilsen senere med en god spændende fadøl. Se, her har de en rigtigt lang bar...
 

 

 

 

 
Op med kludene
Afsted mod Sæby fik vi den allerdejligste foran for tværs, så vi strøg afsted med op over 6 knob.
 

 
Den friske luft og det dejlige lys bragte smilene tilbage i vores øjne, mens vandet skyller ind over dækket og ud gennem spygattet, (som Bo kalder matrosfilteret).
 

 
 

 
 
I solnedgangen i Frederikshavn Søsportshavn.
 
Et af sommertogtets mål var at besøge Peter Karl Brinch Christensen, som reddede skibet og byggede hende om i 1963.
 

 
Nogle gange får man en rigtigt god idé. Den lange bådshage kan lægges på tværs over bommen, så solsejlet kan åbnes fortil, så man får mere lys ind, og det er lettere at komme ind under solsejlet.
 

 
Bo spurgte Peter Karl, om vi havde skåret storsejlsskødet korrekt i blokkene. Og nej, det havde vi ikke. Man skal trække samme vej som byrden, og Peter Karl forærede os en kovs af pokkenholt, som han havde bragt hjem fra Sydamerika. Den satte vi fast på løjbommen, så vi nu trække med 5 gange kraft. Og Peter Karl lærte os at lave tyrkiske knob, så sjæklen ikke støjer på løjbommen.
 

 
 
Læsø kalder.
 

 
Fremme i Vesterø Havn pakker vi forsejlene pænt, vi skal jo ligge her i nogle dage.
 
Vi søger skibets historie.
 
Vi nåede at snakke med:
 
Lone, som er barnebarn af Dolmer.
 
Hendes mor Edith havde Dolmers gamle kassebøger, som vi fik lov til at kigge i...
 
Edith og Kaja, som er døtre af "Tonsen", som ved hjælp af "Friis" forsørgede familien Poulsen i alle årene.
 
De hjalp os med at møde Tom og Bitten. Bitten passer Lokalhistorisk Arkiv hver torsdag aften, og Tom er Tonsens barnebarn
 
Hans mor, Agnes, hjalp os med billeder og historier.
 
Jørgen Dolmer var på ferie, og vi fik sludret og fremvist skibet.
 
Lokalhistorisk Arkiv, som får en kopi af skibets linietegning. Se her...
 
Vesterø Værft, hvor Erik hjalp os med en ny gaffel.
 
Havnefogeden i Østerby, Erik Møller Sørensen, som buschaufføren Leif sagde, kunne fortælle historien om Dolmer og kutteren i timevis... Ham nåede vi ikke at møde
 
Og sådan blev vi ved...
 
Du kan se resultaterne af historieberetningerne på:
 

 

 
Vejrguderne truer med hård vind og masser af regn. Men her på Læsø er der udsigt til alle bygerne, der driver forbi os, og vind er der ikke meget af.
 

 
Bettina ligger og forfalder i havnen, det er hårde tider for de gamle kuttere.
I baggrunden skimtes Lotte Brinch.
 

 
Erik på Vesterø Værft lavede en ny gaffel til peaken. Men kendte ellers ikke så meget til værftets historie.
 

 
Måske lykkedes det os at finde en køber til FN 181 i Göteborg. Men hun fisker ikke mere.
 

 
Havnen i Göteborg By Night.
 

 
Endnu i inderhavnen ligger gamle lig på skibskirkegården.
 

 
Nummerstanderne i Göta Älven fortæller hvor du er præcist på søkortet.
 

 
Igen i år lagde vi ind i Lilla Edet efter den først sluse.
 

 
Foran de fire store sluser i Trollhättan ventede vi i fem timer, og i samme øjeblik, sluseportene lukkede sig bag os og vi holdt fast med hver sin bådshage, startede regnvejret. Men så snart vi var i land igen ved Spikön i Trollhättan og helt gennemblødte, standsede det igen.
 

 
Endelig blev det en solskinsdag, og så fik vi slappet af.
 

 
Med bådshagen som overligger til bomsejlet og med redningsflåden vendt langskibs får vi et væsentligt bedre udsyn.
 
Ud og sejle i Europas trediestørste sø, Vänern.
 

 
     
 
Den nye gaffel på peaken blev afprøvet med en plat læns, og det klarede den med glans.
 

 

 
Ved Dalbergsåens munding skjuler der sig en lille bådebro, som med held kan findes, og så har man denne udsigt.
 
Jamen, vi skal da til København!
 
Når man nu er inkarneret Københavner, så kan vi da ikke lade være med at sejle til den lille havn i Vänern, som Köpmannehamn, det er da klart...
Köpmannehamn og Köpmannebro er indsejlingen til Dalslandskanalen, som vi ven-ter med at sejle op ad til en anden gang. Den er ellers 254 km. lang og regnes for en af de smukkeste vandveje i Europa. Meen vi blev i Vänern.
 

 
Vi kan garantere: Der sker intet i Köpmannehamn. En lille indsejling med et magasin-hus og to oplagte skibe.
 

 
Lidt længere inde, ganske vist gennem en lille smuk strækning, var hovedattraktionen, Köpmannebro, jernbanestrækningen med en bro, hvor man lige kunne lægge til, mens man venter på, at toget kommer forbi, så broen kan gå op. Men inde bag venter Dalslandets eventyr på en senere sommertur.
 
 
Mellerud og Sunnanå Hamn.
 
Vi skyndte os at sejle sydpå til den havn, som vi havde valgt fra, nemlig Mellerud.
Dette viste sig at være et rigtigt godt valg:
 

 
Sunnanå Hamn er en ret stor fritidssejlerhavn med en masse søde mennesker, som bruger havnen, som vi andre bruger kolonihaven.
 

 
Udsigten fejlede skam heller ikke noget. Her skærene nordfor indsejlingen.
 

 
Vi blev budt velkomne med åbne arme, da vi ville grille om aftenen: På havnen havde man bygget en genial Grillstuga, en ottekantet pavillon med skyderuder og en muret konsol med en skorsten i midten. Her kunne man lægge sine grillkul, og fire faste riste kunne drejes ind over kullene, reguleres i højden, og der var grilltænger, grydelapper, børster og alt andet til rådighed, sammen med hyggelige folk. De smagte nysgerrigt på nielsens grillede grønsager, og jeg var nødt til at garantere, at jeg ikke var kok i det daglige.
 

 
Nogle gange vågner man jo tidligt, og når solen er i fuld gang med at stå op klokken seks, så er det om at finde kameraet frem...
 
 
Så er der fest!
 
Det rare lokale folk spurgte om vi ikke havde lyst til at blive lidt længere, der var fest om aftenen med krebsespisning og karneval. Og hvorfor dog ikke det... Gildet blev holdt i Magasinet, den store stenbygning med de små vinduer og de massive vægge.
 

 
En håndfuld udklædte festdeltagere med Bo til venstre holder rygepause ude på bagtrappen. Man kan sjældent komme til at ryge indendørs.
 
 
Ekens Skärgård
 
Sidste års sommertogt gennem hele Götakanalen førte os gennem Ekens Skärgård i midten af Vänern, med en smuk natur og en dejlig havn. I år trak de snævre løb igen, og denne gang lagde vi ind i Spiken.
 

 
Spiken er kendt for den lille fiskerihavn, hvor de selv ryger fisken. Den har ganske vist udviklet sig til noget turistet noget, men det er jo prisen. Her et lille fiskeudsalg og spisested, hvor kutteren ligger lige ind til udsalget.
 

 
Og som sædvanlig ligger Lotte Brinch og pynter i den svenske skærgård. Vi fik iøvrigt megen ros af tilskuerne for vores tillægning med hækken ind mod broen.
 
 
Rejsen vender.
 
Ikke fordi vi regner med at tage hjem med det samme, men vi skal jo også tilbage igen. Vi stak igen til Dalbergsån for at få en hyggelig stille aften i den lille eventyr-å, med liste-fiske, selvfølgelig uden at fange noget...
 
Så vendte vi igen næsen mod Vänersborg.
 

 
Tæt opad det lille fyr Gällerud.
 
Trollhättan.
 

 
Smukke slanke engelske kanalbåde lagde til ved kajen, med dragspel og sang. Veteranskibe af fineste slags.
 

 
Der skal jo altid dimses og pusles om det gode gamle skiv.
 

 
Den store oplevelse i Trollhättan er sluserne og vandfaldene, som bliver sluppet løs tre gange om ugen, og så skummer vandet fra de store dæmninger.
 

 
Farvel til Trollhättan og ned til de fire sluser.
 

 
En idyllisk bred på vej til Lilla Edet.
 

 
Selvom der - mildt sagt - ikke sker meget i Lilla Edet, så har de dog nogle dejlige solnedgange...
 
Tilbage i Göteborg
 
Istedet for den almindelige gæstehavn Lilla Bommen valgte vi heldigvis at sejle videre ud til Veteranbåtshamnen Klippan, som ligger lige ved Älvsborg og den store hængebro i indsejlingen til Göteborg. Vi blev modtaget med åbne arme, fik stukket en gæstebog i hånden og lå her tre dage ganske gratis, mens vi nød de gamle skuder.
 

 

 
Havnefogedens båd, den hollandske Pandora.
 

 
Dette kan man så sandelig kalde at føle sig velkommen, Bo var stolt som en pave. Bannere og plakater overalt på havnekajen på nordsiden af elven, hvor der var en stor boligudstilling ved det store skib Gothenborg
 

 
 
Varberg trækker atter i skibet.
 
For tredie år i træk må og skal vi en tur i byen i Varberg. Den dejlige by med det festlige natteliv og den hyggelige havn, Kristian d. 4.'s fæstning og det tyrkiske havbad.
 

 
Her (Sø)pavillonen for foden af fæstningen: København, gå hjem og læg dig!
 
 
Grötvik
 
Når man sejler forbi Tylö med det gamle fyr, det nye store Tylögrund står jo midt ude i det store hav, og svinger ind i Laholmsbugten, men ikke har lyst til at sejle til den store by Halmstad, ligger der en lille havn forinden, der hedder Grötvik. Men det må I endelig ikke fortælle til nogen, for der er så stille og fredeligt og rart.
 

 
De allersomdejligste små kolonihaver ligger gemt rundt omkring klipperne, og så vidt vi kunne forstå, fulgte der en havneplads med. Her går haverne og pladser i arv, generation efter generation.
 
  
 
I havnens klubhus med fin stue, køkken og fjernsyn holder havnens medlemmer øje med havnen døgnet rundt.
 

 
Foran kan man se den lille kanal med en bro over ind til det gamle stenhuggeri, hvor de små motorbåde har deres egen havn.
 

 
Generation efter generation har levet af at hugge den specielle granit, Söndrumstenen, og vandet dækker nu de gamle stenbrud.
 
  
 
Man får det altså bedre af at holde ferie...
 

 
En cykeltur på Sjöredningsselskabets cykler ind til Halmstad bragte og til Halmstad slot og "Najaden",
 
Mod Torekov og Hallands Väderö
 

 
En blid brise lokkede de dovne drenge til at stikke over Laholmsbugten for motor. Den spinder nu også så dejligt...
 

 
I Torekov ligger et lille maritimt museum i form af en halv gammel forlist skonnert. Her udsigten fra ankerspillet over mod Hallands Väderö.
 

 
Aftenstemning i cockpittet i havnen i Torekov.
 
Mölle
 
Små 10 sømil over Skälderviken og rundt om Kullen, så var vi i Mölle, hvor mangepengefolket havde skabt deres sommerparadis, med meget flotte huse og en masse Porscher...
 

 
På den anden side set: Vi betalte 45 kr. for en pølse med pommes frites, så de er sgu selv ude om det...
 

 
Men ovenover alting stråler Moder Sol
 
 
Råå lige syd for Hälsingborg
 
Efter rigmandshavnen Mölle var det befriende at lægge ind i å-havnen i Råå.
 

 
Råå er en gammel havneby med en lang historie og en smuk velholdt hovedgade. Byen kan minde om Dragør, men er ikke så kulisse-agtig.
 

 
 
En lille del af havnefronten i Råå, hvor der også er veteranskibsforening og et fantastisk søfarts- og bymuseum, som de lokale er vældigt engageret i.
 

 
Dette museum var en stor oplevelse: Byens historie, gamle butikker, byen som en stor havneby i forrige århundrede, masser af skibsmodeller og historier fra de store have. Der var hele styrehuse og kahytter. Vi så gamle fiskejoller, et hel sal med gamle skibsmotorer, hvoraf en del stadig fungerede.
 
Museet var kun åbent tre timer tre gange om ugen, så hvis man begiver sig til Råå for at besøge museet, skal man liiige tjekke deres åbningstider.
 
 
Snart hjemme igen
 
Vi slog lige et sving omkring Fiskerihavnen for at ordne et par småting, inden ferien sluttede. Men vinden var fin, og Sverige trak stadig. Vi skulle jo stadig en tur i Systembolaget for at hente et par superøl, Carnegies Porter og Norrlands Guld i den helt stærke version. Det er øl af allerfineste klasse. Og jeg har en svaghed for en speciel avec, en svensk Eau de Vie.
 

 
Vi tog til Lomma, havnen lige nord for Malmö. Der var der ikke meget gang i gaden, så vi så film på computeren i cockpittet om aftenen i øsende regnvejr, og så var det om at komme hjem til Danmark igen.
 

 
 
Hjemme i Nyhavn
 
Hjemme igen kom Eric og Annette ned i havnen og bød velkommen hjem og åbnede broen, så gamle Lotte kom hjem i egen havn efter et rigtigt godt langt sommertogt, der startede allerede 20. juni. Skuden er smuk som sjældent før.
 

 
Dette særsyn mødte os, da vi gik ind i Nyhavn: Ubåd med dame...