Supergast Olaf

 
Egentlig var det meningen, at skibet først skulle have sejlet gennem Göta-Kanalen, og så skulle jeg have overtaget skuden på den svenske østkyst ved Sönderköping. Men vejret var slet ikke til det, og Eric og Anette havde kæmpet for at komme af sted, til såvel Anholt og Læsø, og til sidst måtte de opgive at nå Göteborg og sejlede ind i Limfjorden i stedet. Efter at være blæst inde i Løgstør i en uge byttede vi, og så blæste jeg og min besætning også inde, mens vi fortsatte slagsmålet med at få den gamle Volvo Penta motor til at virke ordentligt.
 
 

 
Turen gik så til Ålborg med Niels og Hanne, Ninna havde opgivet og var taget hjem til sin nye kæreste, som hun alligevel hele tiden bare havde siddet og sms'et til.
 
Det lykkedes os lige at snuse til en muslingebanke, og Niels blev smidt ud på bommen for at få skuden til at krænge så meget, at vi kunne liste os af banken uden at sidde fast, men det var tæt på.
 

 
I Ålborg påmønstrede Vibeke og Katrine, og vi sagde farvel til Niels og Hanne. Første mål var at besøge Peder Karl, Lotte Brinchs far, i Frederikshavn. Fra Ålborg nåede vi først til den lille havn i Aså, hvor starteren som sædvanlig stod af, og halvdelen af havnens gamle rødder gik sammen om at snakke den i orden igen, og ved Gud, det hjalp.
 

 
Fremme ved Søsportshavnen i Frederikshavn mødte vi Peter Karl og Kirsten og vi fik et par pragtfulde dage sammen med et par varme og åbne og imødekommende mennesker.
 

 
En tur til Hirsholmene med undervisning af Yankee-Peter himself, historier og sange og tur rundt på den lille ø i fantastisk solskinsvejr. Vi fik lov at låne deres bil og kørte til Sæby Havn for at gå på fiskerestaurant med tag-selv-buffet, stor oplevelse. Det var nemlig helt umuligt at købe en fisk i Frederikshavn, hverken i en butik eller restaurant, pudsigt, ikke…?!
 

 

 
 
Med 5,5 knob og agten for tværs gik sejladsen så til Øen, og endnu engang blev Dolmers gamle kutter genkendt i Vesterø Havn. Mens pigerne cyklede en tur fik jeg registreret de tre erhvervsaktive kuttere i Vesterø og indsamlet en masse historisk materiale fra Søfartsmuseet. Hjemme igen med kantareller fortæller pigerne, at kantarelsælgersken kommer med flere, og det var såmænd den gamle havnefogeds datter og tidligere nabo til Tonsen. Tonsen ejede jo FN 209, FRIIS, og ernærede familien fra '21 og til slutningen af 50'erne. Så masser af fortællinger om Tonsen, der var blevet hellig! (Han var holdt op med at drikke) Og så havde han så mange børn! To af dem hed Teddy og Vagn, og de var ikke holdt op. Tonsen forærede dem skibet for at give dem en ordentlig tilværelse, men ak, skuden blev spillet op på Carlsens Hotel i havnen.
 
 

 
Vi gik selvfølgelig også en tur på Carlsens Hotel og raflede, og selvfølgelig skulle jeg også tage billeder af den gode stemning, men det var lige ved at koste mig en røvfuld, for de lokale sad jo og spillede for alvor (stadigvæk).
 
 
 

 
Vi endte dog i en ordentlig Arnbitterkæfert i venners lag, og så sad jeg ved Gud og sludrede med Jens Otto Dolmers barnebarn! Desværre har Arnbitter den virkning, at man ikke kan huske en skid dagen efter….
 
Tilbage til Frederikshavn afmønstrede pigerne, og Olaf kom ombord. To andre havde brændt mig af, men det viste sig at passe os begge ganske udmærket, og resten af ferien var besætningen på to mand.
 
 
I Hals brugte vi et par dag til at shine båden op og så gik turen til Grenå. Ih hvor er der langt op til byen fra havnen, og hvor er det surt når man opdager, at billardværtshuset ligger lige ved siden af havnen…
 
Endnu et pragtfuld ben til Anholt og besøge min familie igen og se deres nye café Ved Vejen. Anholt bliver ved med at være et af de smukkeste steder i Danmark.
 
I Ebeltoft havde vi fornøjelsen af at ligge under Fregatten Jyllands bovspryd, pragtfuldt syn! Videre sydpå til Ballen på Samsø og nyde de smukke både i den smukke lille havn.
 

 
Herefter kaldte Kerteminde, hvor Olaf havde en aftale med en gammel kammerat fra lokal-radiotiden.
 

 
På turen gennem Storebælt er det en nydelse at opleve Storebæltsbroen fra vandsiden. Et imponerende og elegant bygningsværk, som vi alle bør være stolte af, og en overvældende vejviser til søs.
 

 
På Agersø var vi heldige at få taget et par rigtige postkort-billeder af den gamle landsbyidyl og skibet i solnedgang.
 
Så var det tid til en weekend i familiens skød. Olaf kommer fra Møn og vi samlede Olafs far Henning op i Vordingborg, og han fik æren af at være styrmand ind til Stege. Og selvfølgelig døede motoren lige ved den sidste kost før havnen. Olafs familie var en oplevelse værd! En af vennerne er dieselmotor-mester, og han pegede problemet med vores tomgang ud med præcision. Vacuummembranen var slidt op! En vakuummembran er to ringe i forskellig størrelse med en blød membran imellem, her blødt skind, til at skabe ensartet tryk. Og der var gået hul på skindet! Og hvad gør man så? Jo man beder bare Henning om at reparere den. Olafs far er møbelpolstrer og meget omhyggelig. Så efter fire timer havde Henning åbnet ringen og taget to stålringe ud, lagt to lag skind ind imellem stålringene og lukket den sammen igen og sat stemplet i igen. Imponerende håndelag! Og siden da fungerede tomgangen!
 
Så gik turen ud gennem Bøgestrømmen og ud i en frisk vind for motor over Fakse Bugt til Rødvig og et naturligt besøg på Motormuseet, nu vi havde brugt så mange kræfter på vores egen motor…
 
Vi skulle lige nå til udlandet, så turen gik så til Skanör på Falsterbo. Køge Bugt fornægtede sig ikke, og det var en barsk tur med høje krapsøer i stik modvind. Det var lidt af en ilddåb.
 

 
Vi havde på forhånd en aftale om at få taget fotos af skibet for fulde sejl, når vi kom til København, og billederne blev heldigvis rigtigt gode, selvom vinden lige akkurat kunne fylde sejlene.
 

 
Senere var der tid til en tur til Hven med vennerne: Her er André og Peter!