Man skal gå til kilden, hvis man skal have den ægte vare!
 
Vi har nu fornøjelsen af at præsentere Peder Karl Christensens egen historie om ombygningen af fiskekutteren FRIIS til lystkutteren LOTTE BRINCH:
 
 
 
1 9 6 3 - solgte jeg min 30 m2 Berg spidsgatter for at få mig en fiskekutter til ombytning så den kunde bruges til lystbåd. Jeg tog til Læsø, da jeg havde hørt at der lå et gammelt vrag af sådan en. Vel ankommet der fandt jeg ejeren og vi skulde ned og besigtige skibet. Jeg var meget spændt. Da jeg så hende ligge der fuldstændig afrakket kun et tomt træskrog, men dette skrogs form gik mig lige til hjertet, og jeg tænkte det kunne blive en svane på havet. Det blev til håndslag på 11000 kr. Senere kom den til at stå mig i 35000 kr. og en masse arbejde og stor fornøjelse ved at pleje hende.
 
Da handelen var overstået skulde det fejres med en ØL. Under denne ceremoni en lille historie om skibet. Ham jeg købte skibet af var selv fiskeskipper og havde en kutter og han lovede at slæbe mig til Frederikshavn ved første lejlighed. Her er hans historie om hvordan han kom i besiddelse af Friis. Han sad på værtshus og ejerne af skibet var to brødre, som havde fået den af deres far. Men de misligholdt den og fiske-riget. De så også for dybt i flasken så en dag i deres fuldskab solgte de den for 10000 kr. til ham jeg købte den af. Næste dag gik han hen til deres far og fortalte hvordan sagen lå. Han sagde så til ham at han kunde købe skibet tilbage. Svaret var: Nej skibet er dit, nu må de lære livets alvor.
 

 
Jeg fik skibet slæbt til Frederikshavn, hvor jeg begyndte at bikse med den, hvor-efter den kom til Strandby hvor værftet skulde lave den om til en lystbåd.
 

 

Da der var en stor dam i den skulle alle huller spunses; men 2 bord i begge sider måtte udskiftes de var slidt så tynde af kesen, når de tog fisk op, at de ikke var sikre at sejle med. Jeg skulde også have noget ballast i den. Vi fyldte cement og jernpropper til lidt over kølsvinet, jeg var spændt på om vi havde fået for lidt eller for meget i.
 
Der blev et godt søskib ud af det, som du jo nok selv har erfaret. Jeg havde en makker som også var ved at ombygge kutter ved samme værft. Når vi var ved at tabe modet satte vi os ned med en pibe tobak. Det kalder vi den dag i dag en problem stopper.
 

 
Dagen kom hvor Lotte kunde slå svikke (bundprop) i og Lotte Brinch kom i vandet. Nu gik tiden med at rigge den til. Omkring ved pinsetid havde vi vores første prøvesejlads. Det gik godt så nu skulde vi til Læsø og vise den frem. Der var endnu ikke råd til at få sejl, dem syede jeg selv i hånden, puh ha. Til turen havde jeg lånt et storsejl og en fok, det var dog alt for lille, men af sted skulde vi. Det blev for motor som var diesel fra en havareret lastbil. Motoren var også flikket sammen af alt muligt. Gashåndtaget var fra et badeværelse, der stod kar og bruser på den. Halvvejen til Læsø kunde jeg høre at den lavede en mærkelig lyd. Jeg fik lukket op og så at det hele flød med olie. Da jeg sagde til min kone at der var hul i bunden, på skibet, spurgte hun, nej i motoren. ÅÅe gudske lov var hendes kommentar.
 

Med de små sejl vi havde fik vi Lotte Brinch listet ind til Hirsholmene, hvor en kammerat slæbte os ind til Strandby, hvor vi skulde have motoren op igen. Det viste sig at der havde været en bule i bundkarret, hvor så plejlstangen havde slidt hul. Det blev ordnet og vores første sommertur gik til Sverige.
 
 

 
I løbet af næste vinter fik jeg syet nye sejl. I de følgende år havde vi mange dejlige familie- og mandeture. Om vinteren lå den i vandet hele tiden, og i den tid blev der fyret op i ovnen hver Onsdag aften og vi var ofte 10 til 12 mand der fik en sludder om sejlsport. Det kaldte vi synagoge møde. Jeg mener det var 1981 jeg solgte skibet til København.